Arabica Vs. Robusta
Kenneth Grønbech Nielsen
Kaffe-ekspert hos DinLuksus
Udgivet:
Er du i tvivl om forskellen på de to primære kaffesorter robusta og arabica?
Bare rolig, du er slet ikke den eneste! Selvom man skulle mene, at kaffebønner nu engang bare er kaffebønner, så er der meget store forskelle på kaffe. Oftest vil ristningen være med til at definere de største forskelle, men hvor vidt kaffesorten er arabica eller robusta, det har faktisk mindst lige så stor betydning for smagen af de hele kaffebønner.
Nøjagtig ligesom at der findes forskellige sorter af æbler, der smager forskelligt, så findes der også flere forskellige sorter af kaffebønner. Der findes faktisk over 60 forskellige kaffesorter, men det er dog primært arabica kaffe og robusta kaffe der danner grundlaget for størstedelen af den kaffe, der drikkes i dag. Netop fordi disse arabica og robusta sorterne er de mest anvendte kaffesorter, er det derfor også dem der dyrkes absolut mest af i verden.
Men hvad er så forskellen? Lad os blive lidt klogere på hhv. arabica og robusta sorterne!
Arabica kaffe
Arabica er den mest populære kaffebønne i Danmark, da den anses som værende af højeste kvalitet og have den bedste smag og aroma. Arabica kaffe udgør faktisk omkring 70% af verdens samlede kaffeproduktion.
Arabica træet er sart for sygdomme og insekter, og kræver desuden også skygge. Det kan derfor være svært for kaffefarmene at skabe de rette betingelser for kaffetræet og dette afspejles også i prisen, da bønnen er lidt dyrere.
Arabica stammer oprindeligt fra Etiopien, men dyrkes også i Latinamerika, Brasilien og Colombia i dag.
Smagen i arabica kommer naturligvis an på den individuelle bønne og ristning, men den opleves ofte som sød og blød, da der findes et højere indhold af fedt og sukker. Kaffen er heller ikke så syrlig og kan nydes af mange.
Kendetegn ved arabica kaffe
Smag: Sød og mild
Form: Oval
Koffeinindhold: Mellem 0,8 - 1,5%.
Fedt- og sukkerindhold: Arabica indeholder ca. 60% mere fedt end robusta og næsten dobbelt så meget sukker, hvilket giver en markant rundere smag.
Robusta kaffe
Robusta kaffe udgør ca. 25% af verdens samlede kaffeproduktion og dyrkes primært i Indonesien og Afrika. Robusta er, ligesom navnet, mere robust og modstandsdygtigt overfor sygdomme og insekter, kræver ikke ligeså meget og er derfor lettere at producere. Dette giver også en billigere kaffe.
Robusta bruges sjældent alene, da den har en meget høj bitterhed, men bruges bl.a. til instant kaffe. Du finder også ofte kaffeblends med både robusta og arabica, da de giver en spændende smag sammen.
Smagen i robusta kan forventes at være mere stærk, kraftig og besk, mens den har en lav syrlighed.
Kendetegn ved robusta kaffe
Smag: Kraftig, skarp og bitter
Form: Nærmest helt rund
Koffeinindhold: Mellem 1,7 - 4%. Dette giver også kaffen en bestemt bitterhed.
Fedt- og sukkerindhold: Robusta indeholder hverken særligt meget fedt eller sukker, hvilket giver den bitre og skarpe smag.
Skal jeg så vælge arabica eller robusta?
Kaffe er en smagssag. Alle har individuel smag, når der kommer til både mad og kaffe, så der vil aldrig kunne laves en endelig afgørelse om det er arabica eller robusta, som du bedst vil kunne lide. Derfor kan vi kun anbefale dig at prøve dig frem, så du kan finde ud af hvilken af de to kaffesorter der falder bedst i din smag.
Det er dog sjældent, at der kun bruges ren robusta kaffe, hvilket betyder, at du nærmere skal ud i en blanding af de to kaffesorter, for at finde ud af hvad du bedst kan lide. Du kan dog vælge at eksperimentere med fordelingen af de to kaffesorter i blandingen - altså hvor meget der er af henholdsvis den ene og den anden slags. Du kan læse mere om blandinger af arabica og robusta nedenunder.
Arabica og robusta kan også blandes!
Arabica bruges ofte på egen hånd, men det er ikke tilfældet med robusta kaffe. Robusta bruges sjældent i ren form, da den har en lidt mere bitter smag end arabica, men den bruges dog ofte til instant kaffe.
Når man blander arabica og robusta, har man mulighed for at skabe en helt unik sammensætning og smagsprofil, mens man samtidig opnår flere fordele fra begge kaffesorter. Her tilfører arabica bønnen en raffineret og fin smag, mens robusta bønnen tilfører styrke og bitterhed, så der skabes en fin harmoni i blenden. Robusta giver desuden en rigtig god og lækker crema, og netop derfor er den så populær at bruge i blends. Man finder særligt en større procentdel af robusta kaffebønner i espressoblandinger, da man har stort fokus på crema.
Smag dig frem til din foretrukne kaffeblend med arabica og robusta
Forholdet mellem både arabica og robusta kan give vidt forskellige smagsoplevelser, så du behøver slet ikke at blive skræmt, hvis du én gang har fået en kaffeblend, som du ikke brød dig om. Det var sikkert bare ikke lige den smagssammensætning, der passede til dine smagsløg, men du kan med garanti finde en anden blend som du vil elske - netop fordi der kan være så stor forskel i sammensætningen af arabica og robusta.Hos Din Luksus finder du bl.a. spændende kaffeblends, der består af både arabica og robusta. Så har du også mulighed for at kunne smage dig frem og finde ud af om du bedst kan lide 100% ren arabica eller om du er mest til blends af arabica og robusta - og selvfølgelig også hvilken blend du så synes bedst om. Vi foreslår at du prøver en af vores populære smagspakker med forskellige kaffebønner.